Mange danskere ved ikke, at de kører ulovligt på elcykel – og at det kan koste dem et enormt beløb.

GF Forsikring har registreret en vækst i antallet af skadesanmeldelser under indboforsikringens cykeldækning.
I en del tilfælde er de dog nødt til at afvise erstatningen, fordi den pågældende cykel ikke opfylder lovgivningens krav til elcykler. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Problemet optræder særligt hyppigt ved de såkaldte fatbikes, der typisk er importeret billigt fra udlandet.
Ifølge Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, ved mange af ejerne af disse cykler ikke, at de er ulovlige.
“Mange købere er i god tro, fordi de ser, at motoren er på 250 watt, og at cyklen kun kan køre 25 km/t,”
“Men nogle modeller kan nemt indstilles til at køre hurtigere, og så er det ikke længere en godkendt elcykel, men et motordrevet køretøj, som er ulovligt at bruge på færdselslovens område. Det betyder også, at man ikke er dækket af hverken indbo- eller ansvarsforsikringen,” siger han.
En cykel, der overskrider de fastsatte grænser betragtes juridisk som et motorkøretøj, hvilket gør dem ulovlige at køre på.
En anden konsekvens af dette er, at hverken indbo- eller ansvarsforsikringen træder i kraft ved en skade.
Rundager understreger, at konsekvenserne kan være store. Påkøres en fodgænger eller forvoldes der skade på en ejendom, kan regningen i værste fald beløbe sig til millioner af kroner.
“Vi anbefaler, at man som køber altid får skriftlig dokumentation fra forhandleren eller sælgeren for, at den overholder relevant lovgivning for elcykler og i øvrigt er CE-mærket. Derudover skal man sørge for at have en gyldig ansvarsforsikring,” siger Rundager.
Det er desuden ejerens eget ansvar at kunne dokumentere, at cyklen lever op til samtlige lovkrav.