Trafikanter bør beregne ekstra tid, hvis de skal køre i området omkring festivalen.

Rock under Broen finder sted fredag den 12. og lørdag den 13. juni under Den Nye Lillebæltsbro på Strandvejen i Middelfart.
Festivalen ventes som i tidligere år at påvirke trafikken i området, hvilket trafikanter opfordres til at være opmærksomme på.
Vejdirektoratet forventer især, at det kommer til at føre til pres på E20 og Den Nye Lillebæltsbro i to tidsrum. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Fredag er det mest belastede tidsrum mellem kl. 13.00 og 19.00, mens lørdag forventes at give øget trafik fra kl. 9.30 til 16.00. Der er desuden øget risiko for kø på alle motorvejsfrakørsler til Middelfart.
Vejdirektoratet opfordrer både festivaldeltagere og øvrige trafikanter til at afsætte ekstra tid til rejsen og planlægge ud fra dette.
De anbefaler desuden, at man overvejer cyklen som transportmiddel, hvis man har mulighed for dette. I perioder vil det nemlig være den hurtigste måde at komme frem på.
Aktuel trafikinformation kan løbende følges på Trafikinfo.dk, ligesom P4 Trafik sender opdateringer undervejs.
Vejdirektoratet opfordrer generelt alle trafikanter i området til at tjekke forholdene, inden de sætter sig bag rattet.
“Kør hjemmefra i god tid, og forvent ekstra rejsetid med risiko for kødannelser, lyder rådet fra Vejdirektoratet,” der også opfordrer til at holde øje med aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før man kører afsted.