Udforsk.nu

Et lille skadedyr er i stor vækst: Husk forårsrengøringen, advarer ekspert

Skægkræet ligner sølvfisken, men er langt værre at få besøg af
Skægkræet ligner sølvfisken, men er langt værre at få besøg af

Foråret er endelig over os med flere og flere solskinstimer. Men indenfor, bag skabe og under gulvpaneler, hvor hverken solen eller karkluden når ned, er det højsæson for et genstridigt skadedyr, som er i stor vækst i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det lille, invasive skadedyr kaldet skægkræ vokser hastigt frem i Norden og Danmark. Og når først skægkræene er kommet ind i hjemmet, er de svære at opdage og slippe af med.  

”Skægkræ ligner ved første øjekast de mindre sølvfisk, men hvor sølvfisken primært holder sig til fugtige omgivelser som badeværelser, så indtager skægkræ gerne alle hjørner og kroge i hjemmet. I 2024 har vi udført 18 procent flere bekæmpelsesopgaver mod skægkræ sammenlignet med 2023. Det lille insekt er mildest talt i vækst, og mange danske hjem og arbejdspladser har givetvis skægkræ uden endnu at vide det,” siger Claus Schultz, formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse.

Skægkræet er en slægtning til sølvfisken, men det er muligt at kende forskel, hvis man kigger godt efter. Skægkræet er større, lysere og mere brun end sølvfisken, ligesom det kan findes i alle afkroge af hjemmet – og ikke kun i fugtige omgivelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

De skjuler sig i møblerne og indtager køkkenet

Selvom de to små skadedyr – sølvfisk og skægkræ – til forveksling ligner hinanden, så er det straks værre at få besøg af skægkræene. De spreder sig hurtigt og effektivt, ofte via emballage, flyttekasser og møbler, og er meget svære at få bugt med, fordi de er gode til at gemme sig.

Når først skægkræene har invaderet hjemmet, spiser de af tørre madvarer i skabene, madrester og krummer på gulvet eller af materiale med cellulose og stivelse i såsom bøger og tapet. Derfor er det vigtigt at håndtere problemet, inden det vokser sig for stort.

“En tidlig indsats er afgørende for at slippe af med skægkræene, men mange opdager dem desværre først, når de støder på dem i køkkenet, hvor de allerede er gået i madvarerne. Grundig rengøring er en effektiv metode til at forebygge og opdage dem, men sjældent nok til at komme dem til livs,” siger Claus Schultz.

For at behandle skægkræene er man nødt til at lokke dem frem med proteinrigt lokkemiddel, som de specielt godt kan lide, for bagefter at fange dem i fx en limfælde.

Hvis hjemmet eller arbejdspladsen er blevet invaderet af skægkræ, kan det være nødvendigt at kontakte en skadedyrsbekæmper som Rentokil, der kan gøre en ende på de skæggede væsner.

Sådan forebygger du skægkræ

  • Støvsug ofte: Skægkræ elsker støv og krummer. Støvsug grundigt, især i sprækker, ved paneler og bag møbler.
  • Tjek dine varer og møbler: Når du får leveret nye pakker eller flyttekasser, så gennemgå dem for skægkræ.
  • Fjern deres gemmesteder: Skægkræ elsker mørke, skjulte steder. Hold boligen ryddelig og opbevar mad i tætsluttende beholdere.
Udforsk.nu
Udforsk.nu