søndag den 7. juni 2026

Kvinde hvidvaskede 29 milliarder kroner: Nu har hun fået sin straf

En historisk dom i Østre Landsret sætter punktum i en af Danmarks mest omfattende sager om hvidvask nogensinde.

Foto: Shutterstock.com

Den 53-årige dansk-russiske Irene Ellert er onsdag blevet idømt ni års fængsel i Østre Landsret for hvidvask af intet mindre end 29 milliarder kroner.

Det er den maksimalt mulige straf efter de straffelovsbestemmelser, hun har overtrådt, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Ellert drev selskaberne Cph Consulting og Dan Consulting i København fra 2008 til 2016. Via disse oprettede hun konti i Danske Banks nu lukkede estiske filial i Tallinn og servicerede primært velhavende russiske kunder.

Ingen reel aktivitet

Selskaberne havde ingen egentlig erhvervsmæssig drift. Formålet var udelukkende at skabe et slør for, at de store beløb, der gennem årene passerede gennem kontiene, havde et kriminelt ophav.

Ellert har under hele sagen nægtet sig skyldig. Hun boede i England med sin familie frem til, at hun i december 2021 blev udleveret til Danmark, hvor hun siden har siddet varetægtsfængslet.

Landsretten har besluttet, at hun fortsat skal forblive i varetægt på grund af risikoen for flugt.

Historisk dom

Landsretten skærper vurderingen sammenlignet med Københavns Byret, der i februar 2024 ligeledes idømte Ellert ni år.

Landsretten fastslår nemlig, at hun handlede med direkte forsæt, og har desuden hævet det hvidvaskede beløb fra 26 til 29 milliarder kroner.

Stråmandsdirektøren, den 60-årige Arunas Macenas, idømmes desuden seks års fængsel – et år mindre end i byretten. Han frifindes for påstanden om udvisning, da han ikke har begået lovovertrædelser i Danmark de seneste ti år.

Specialanklager Lisette Jørgensen og Rasmus Maar Hansen fremhæver sagens præcedensskabende karakter.

“Det er første gang, at der sker domfældelse for etablering af et system og en konstruktion, som muliggør hvidvask,” udtaler de og understreger, at dommen sender et klart signal.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu