En nylig vandprøve har afsløret et fund, der nu får vandværket til at fraråde en bestemt gruppe at drikke vandet.

Vedde Vandværk i Sorø advarer en del af befolkningen mod at drikke vand fra vandforsyningen.
Advarslen fremgår af vandværkets hjemmeside under driftsstatus, lyder det fra B.T.
Årsagen er, at der er fundet et forhøjet indhold af mangan, som er blevet konstateret i forbindelse med den seneste prøvetagning på ledningsnettet.
Det er specifikt gravide og familier med spædbørn, der opfordres til at afholde sig fra at drikke vandet direkte fra hanen.
Mangan kan i større mængder være sundhedsskadeligt, og henstillingen er udstedt i samråd med tilsynet.
Får du vand fra Vedde Vandværk og er gravid, skal du derfor ikke indtage det. Det samme er gældende for dit spædbarn, der heller ikke bør drikke vandet direkte fra hanen.
Anbefalingen er midlertidig og vil være gældende, indtil nye vandprøver dokumenterer, at vandet igen opfylder de gældende krav til drikkevand.
Vandværket har ikke oplyst, hvornår nye prøver forventes at foreligge, hvorfor det heller ikke står klart, hvornår det igen vil være sikkert at drikke det.