søndag den 7. juni 2026

Kritikken har haglet ned over DSB: Nu vil de løse det med færre og langsommere tog

DSB overvejer drastiske ændringer i køreplanen efter en periode med massive forsinkelser, der har ramt tusindvis af passagerer.

Foto: Bjoern Wylezich / Shutterstock.com

DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, bekræfter ifølge Ritzau over for Jyllands-Posten, at de overvejer at revidere køreplanerne.

Det vil føre til færre afgange og længere rejsetider, da de ser det som en mulig løsning på de mange forsinkelser.

Modellen er allerede afprøvet på Kystbanen mellem København og Helsingør, hvor rejsetiden er forlænget med fem til ni minutter. Ifølge Flemming Jensen har det medført, at ruten er blevet mere pålidelig.

Blandt de konkrete tiltag har de bl.a. gjort sig overvejelser om at indlægge fem minutters ekstra buffer på strækningen fra Kalundborg til København.

Historisk dårlige tal

Flemming Jensen er af den klare opfattelse, at punktligheden aldrig har været lavere i hans 11 år i spidsen for DSB.

Ifølge aftalen med staten skal 75 procent af de rejsende ankomme til tiden, hvilket er defineret som en forsinkelse på maksimalt 2 minutter og 59 sekunder. Det mål har DSB kun levet op til én enkelt gang i de seneste 13 måneder.

I april oplevede knap to millioner passagerer at være forsinkede, og kun 59,8 procent nåede frem til den aftalte tid.

Flere årsager

Flemming Jensen forklarer, at det er en kombination af flere faktorer, der ligger bag den nuværende krise.

“Vi har godt vidst, at det ville blive svært, men tingene har ramt hårdere, end vi havde forventet. Lige nu er jernbanen en kæmpe byggeplads, ligesom vi er i gang med den største udskiftning af materiel nogensinde,” siger han til Jyllands-Posten.

Han fremhæver desuden Banedanmarks elektrificering og udrulning af signalprogrammet, indførelsen af et nyt it-system til vagtplanlægning samt vintervejret og ombygningen af Aarhus Banegård som medvirkende faktorer.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu