Tænketanken CEPOS vurderer, at regeringens skærpede klimamål kan komme til at koste skatteyderne op mod fem milliarder kroner ekstra om året.

Den liberale tænketank CEPOS har regnet på prisen for regeringens ambition om at skære 85 procent af Danmarks drivhusgasudledninger inden 2035.
Konklusionen på deres arbejde er, at det vil kræve omkring fem milliarder kroner ekstra årligt – og det er vel at mærke ud over de allerede afsatte fire milliarder.
Beregningen tager afsæt i den tidligere SVM-regerings egne omkostningsestimater, da målet blev fastsat, skriver B.T.
Dengang blev det nemlig vurderet, at det vil koste godt 2.100 kroner pr. reduceret ton CO2, som primært skulle opnås via Carbon Capture and Storage.
Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets aktuelle fremskrivning vil eksisterende tiltag bringe Danmark til en reduktion på omtrent 80 procent.
Afstanden til målet om at nå 85 procent svarer til 4,2 millioner ton CO2, og heraf udgør den skærpede ambition alene 2,4 millioner ton ud over det fastsatte mål.
“Jo mere man skal reducere, desto dyrere bliver det. Man skal højere og højere op i træerne for at finde frugterne. Derfor er fem milliarder kroner om året sandsynligvis et forsigtigt skøn,” siger analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen.
Tænketanken stiller derfor også spørgsmålstegn ved, hvor midlerne til at opnå dette mål skal komme fra, da regeringen endnu ikke har redegjort for finansieringen.
“Fem milliarder kroner om året er ikke småpenge. Det svarer til nogle af de største økonomiske prioriteringer i regeringsgrundlaget, men regeringen har endnu ikke forklaret, hvor pengene skal komme fra,” siger Brøns-Petersen.
CEPOS anbefaler, at Danmark opgiver at satse på de selvstændige nationale klimamål til fordel for indflydelse på den fælles europæiske klimapolitik.